tirsdag den 19. juni 2012

Let er godt - hvad tager man med på en cykeltur?



Inden du går i gang med at pakke til en cykeltur, er det en god ide, at du spørger dig selv: hvad kan jeg undvære på turen? Eller rettere: hvad behøver jeg strengt talt ikke at tage med? Spørgsmålet tvinger dig til at reflektere over, hvilket udstyr, der er essentielt for, at din tur kan gennemføres på vellykket vis, samt hvilket udstyr, der sorterer under kategorien 'luksusgoder'.
 
Det vil naturligvis variere fra person til person, hvor grænsen går mellem basale fornødenheder og luksusting. For eksempel vil nogle mene, at et stort og tungt spejlreflekskamera er et luksusgode at bringe med på en cykeltur, mens andre har svært ved at leve uden.

Uanset hvad er det en god ide at pakke ud fra mantraet "let er godt". Husk på, at hvert nyt, påført kilo på din cykel er en byrde, som gør det en tand sværere for dig at cykle i et terræn med mange stigninger. En cykel med mange overflødige kilo "på sidebenene" lægger tillige en dæmper på den dynamiske kørestil, ligesom cyklen risikerer at slå ind på en ikke særligt behagelig slingrekurs.

 
Du kan holde vægten nede ved bevidst at gå efter letvægts-alternativer til det tøj og friluftsudstyr, som du skal have med på din cykeltur. 

F.eks. er det en god ide at gå efter tøj, der er lavet af kunststoffer, da det er noget lettere end tøj af uld/bomuld. Det er også en god ide at vælge et telt i light-klassen; selv har jeg et tomandstelt, der vejer under to kilo. 

Vægten kan også reduceres ved, at du inden for hver udstyrskategori kun lige tager det med, som du antageligvis får brug for på cykelturen. Det gælder for eksempel mængden af shampoo og andre væsker. 

Men det gælder selvsagt også i forhold til mængden af tøj, hvor det tangerer det åndssvage at medbringe et helt klædeskab, når du mange steder undervejs på din cykeltur får mulighed for at vaske dit tøj. Enten ved at du betaler dig fra det eller - per håndkraft - på hotelværelser, vandrerhjem og campingpladser. 

Pakkelisten nedenfor, som primært er afstemt efter sommerhalvårets krav til påklædning, er hverken ment som et forsøg på at udfærdige en endegyldig eller objektiv fortegnelse over, hvilke ting du bør tage med på en cykeltur. Derimod er den tænkt som en kilde til inspiration og refleksion. 

Listen så dagens lys i forbindelse med min cykeltur til Stockholm i 2011 og blev lettere modificeret under forberedelserne til cykelturen Kbh. - Venedig 2012. Listen afspejler derfor de fornødenheder - og mængden af samme - man kunne tænkes at få brug for på en cykeltur af en to-tre ugers varighed.  

Jeg har renset den for ting, som kun menes at berøre undertegnede, f.eks mit forbrug af astma-medicin og kontaktlinser. Men det kan selvfølgelig ikke undgås, at der vil være ting på listen, som er irrelevante for nogle, navnlig for dem overnatning i telt ikke er aktuelt.

For overblikkets skyld har jeg inddelt listen i otte kategorier, som følger her:

Tøj (civilt)


2 T-shirts
1 lang trøje
2 par underbukser
1 par lange underbukser (Til kolde nætter)
1 undertrøje (Til om natten primært)
2 par sokker (hvoraf ét par er varme)
Fleecetrøje
Sandalsko (Jeg foretrækker sandalsko frem for almindelige sko, fordi de generelt er lettere, ventilerer bedre og er mere behagelige at have på)
1 par bukser (Undgå jeans! De vejer for meget!)
2 par shorts (som jeg bruger udenpå pudeindsyede cykelunderbukser)
Regnjakke (Regnjakken bruger jeg også som vindjakke)
Regnbukser
Skoovertræk

Cykeltøj:

3 svedtransporterende T-shirts (hvoraf én har lange ærmer)
1 par lange cykeltights (Til kolde dage)
2 par underbukser med pudeindlæg (Udenpå: shorts. Foretrækker du cykelbukser, erstatter de selvsagt underbukser med pudeindlæg)
1 soft shell-jakke
3 par cykelsokker
Cykelsko (Hvis du som mig sværger til cykelsko!)

Camping- og soveudstyr:

Telt
Liggeunderlag
Sovepose
Silke-liner
Pude (Køb en lille pude med dunfyld)
Pandelampe
Therm-A-Rest-stol (liggeunderlaget udgør stolens fyld!)
Telt-klud (Til at fjerne dug/regnvand af teltet om morgenen. Er ikke strengt nødvendig)
Ekstra bund til teltet (Her anvender jeg et regncover til min cykel, som både kan bruges til teltet, og som et beskyttende lag til cyklen i forbindelse med flytransport).  

Spise- og madudstyr:

Spisemug
Brænder
Lighter/Tændstikker (Til brænderen)
Grydesæt m/ støttefod
Foldekop
Lille skærebræt 
Bestik (Vælg letvægtsbestik i f.eks. plast)
Opvaskemiddel
Skuresvamp (til opvask)
Viskestykke (Her bruger jeg selv en mikrofiberklud)
Krydderier
Bouillonterninger
Salt
Madolie

Cykelspecifikke ting:

Cykelhjelm
Spirallås (Find en robust en af slagsen)
Værktøj
(Lille skruetrækker, skiftenøgle, kædeadskiller, unbrakonøgler, dækjern, lappegrej)
3 kædesamleled (F.eks. af mærket Sram)
Cykelolie
3-4 eger i reserve
Slange

Toiletsager og vask:

Tandbørste/Tandpasta
V6 (Kan erstatte tandbørstningen)
Vådservietter (Gode til "klatvask", hvis man ikke har adgang til vand).
Engangshandsker (Kan bruges efter nødtørft er forrettet, og der er langt til den nærmeste håndvask...! Kan også bruges til at holde hænderne rene i forbindelse med cykelreparationer).
Desinficerende væske (Ideelt til håndvask)
Deodorant 
Pincet (til at fjerne flåter med)
Solcreme
Shampoo
Barberskraber (Drop barberskummet! Det er ikke strengt nødvendigt. Selv bruger jeg engangsskrabere)
Vaskemiddel
Tørresnor
Tøjklemmer

Teknik:

Kamera
GPS 
Mobiltelefon 
Cykelcomputer

Diverse:


Solbriller
Solhat
Affaldsposer 
Lommetørklæder (Rigelige mængder lommetørklæder er simpelthen uundværlige på en cykeltur, hvor fingre/hænder let bliver fedtede/snavsede, f.eks. i forbindelse med indtagelse af mad. De fungerer også som et udmærket alternativ til toiletpapir) 
Førstehjælpskit (Inkl. plastre og gazebind)
Pas
Vej- og cykelkort
Vandrerhjemskort
Campingpas
Skriveblok (F.eks. til dagbogsnotater)
Kuglepen
Bog (Til hyggelæsning i teltet)
Snor
Strips (Kan bruges til nødreparation af brud på stellet, bagagebærer osv.)
Tape (Af ekstra stærk kvalitet. Kan bruges til flytransport, hvis din cykel skal pakkes ned i en papkasse eller på anden vis emballeres)
Multikniv
Mini-ordbog  (Hvis turen går til udlandet. Ikke strengt nødvendig. Kan med fordel erstattes af en parlør, der vejer og fylder mindre) 
Ekstra batterier til cykelcomputer etc.
Rejseguide (Du tager én rejseguide med, der ikke fylder/vejer nævneværdigt meget. Alternativt kan du tage kopier med fra udvalgte rejseguides).

onsdag den 13. juni 2012

Turen set på nogle dages afstand (Kbh. - Venedig)

I dag er det fire dage siden, jeg landede i Kastrup Lufthavn og sidste punktum blev dermed sat i eventyret "Kbh. - Venedig på cykel 2012".

Hermed er det blevet tid til at efterrationalisere lidt og se turen gennem bagklogskabens prisme. Det skulle helst ikke blive så kedeligt, som det lyder!

Rundt regnet endte turens længden på 1900 km. Jeg var 19 dage om at gennemføre projektet med blot én hviledag undervejs (i Salzburg). I mit første indlæg om turen vurderer jeg (med hjælp fra Google Maps) afstanden til at være 1600 km, altså 300 km mindre end turens faktiske længde.

Det var forventeligt og kan forklares med, at jeg dels kørte forkert nogle gange, kørte nogle (bevidste) omveje og var på et par "søndagsudflugter", der egentlig ikke var en del af turens "pensum".

De ekstra kilometer i det samlede kilometer-regnskab viste sig dog ikke at være noget problem, da jeg havde tre dage til at køre de resterende 80 km til Venedig, hvor et hotelværelse ventede på mig.

Dagen før startskuddet. Cykeltasker pakkes på en dag, hvor det hele er lidt kaotisk.

Men var det så en god tur? JA! FANTASTISK! Men som med så meget andet i livet er der ting på turen, jeg ville gøre anderledes i dag eller måske ligefrem har fortrudt. Men først det positive...

Helt grundlæggende er cyklen som transportform forbilledlig til rejsebrug. Man oplever simpelthen verdenen mere sanseligt, end hvis man kørte samme tur i en bil, da lyde, dufte og synsindtryk hele tiden konfronterer ens sanseapparat. Det lyder banalt, men denne måde at opleve verdenen på, i et tempo, som ikke er for langsomt eller for hurtigt, er en væsentligt forudsætning for, at denne tur kan kategories som 'vellykket'.

Mødet med lokalbefolkningen og/eller andre (cykel)rejsende på turen er en anden dimension, som gjorde min tur vellykket, også selvom der opstod lidt sprogforbistring undervejs og mit (tyske) ordforråd undertiden kom til kort i mødet med "den fremmed".

Der var eksempelvis mødet med en venlig tysker, der som ung mand havde været på cykeltur til Jerusalem, og som tilbød mig en overnatning i Harzen, hvor han boede (den invitation måtte jeg dog pænt takke nej til, idet min rute gik øst om Harzen). Eller mødet med et ungt amerikansk par på et hostel i Salzburg og...

Ja, der var flere møder af denne slags, typisk af kortere varighed, men ikke desto mindre vigtige som en slags "socialt brændstof" på en tur, hvor jeg var alene en stor del af tiden.

Et møde med en fremmed var en anledning til at forevige mig selv. Her på den af romerne anlagte bro Steinerne Brücke i Regensburg.

Men den største oplevelse på turen var den evigt afvekslende natur, landskabet og de mange mindeværdige byer, jeg kørte igennem.

Her vil jeg fremhæve Tyskland, som, grundet landets størrelse, er et stort tagselvbord af naturoplevelser, som spænder fra de frodige skove i Mecklenburg-Vorpommern, bjergene i Thüringen til floderne Vils og Donau i Bayern. 

Diversiteten gælder også landets mange byer, jeg besøgte: fra faldefærdige landsbyer i "det gamle øst", der ikke er kommet sig helt efter genforeningen endnu (om nogensinde?), til spændende kulturbyer som Regensburg og Bayreuth. Andre interessante byer, som jeg bør nævne, er Rostock, Güstrow, Brandenburg an der Havel, Dessau, Burghausen, Lutherstadt Eisleben, Regensburg og Kulmbach.

Landskab i Thüringen

Der var mange faldefærdige bygninger i den østlige del af Tyskland. Her et eksempel af den mere charmerende slags i Thüringen. På skiltet står der "Zu verkaufen", altså "Til salg".

Som jeg bevægede mig ned gennem dette store EU-land, lagde jeg også mærke til dialektale forskelle fra region til region, særligt når jeg stod i en supermarkedskø i Sachsen-Anhalt, Thüringen eller Bayern og de lokale ytrede sig på den lokale dialekt. Forstod jeg et muk af, hvad de sagde? Nein, nichts!

Nu jeg opholder mig ved Tyskland, må jeg ikke glemme at nævne de utallige cykelruter, som på fornemste vis er afmærkede med skiltning rundt i hele landet. Faktisk behøver man ikke navigere efter et kort, når først man er slået ind på et udvalgt cykelspor.

Flere gange undervejs kørte jeg således ad en regional eller national cykelrute; blandt andet fulgte jeg "Radweg" Berlin-København et stykke samt nogle cykelspor i området omkring Regensburg, der følger floderne Vils og Donau.  

Tyskland er cykelland. Her et skilt med cykelruten Berlin-København. Blot ét blandt utallige eksempler på gode, afmærkede cykelruter i nabolandet mod syd

Turens absolut største naturoplevelse havde jeg ikke overraskende nok i Alperne og Dolomitterne. Allerede kort tid efter jeg havde krydset grænsen mellem Østrig og Tyskland lidt nord for Salzburg, begyndte et drømmesyn af bjerge at vise sig for mit blik. Samtidig var det en påmindelse om, hvad der ventede mig efter en tiltrængt hviledag i Salzburg.

"Hviledag" i Salzburg. "Hviledag" i gåseøjne, fordi det endte med at blive til ret mange kilometer på gåben den ene dag, jeg var i byen. Med udsigt til borgen i Salzburg.

Ubeskriveligt smukt! Ordene kommer næsten til kort, når jeg skal beskrive, hvor overvældende, eventyrligt og storslået det er at cykle rundt som et andet ubetydeligt atom blandt disse stoisk knejsende bjergtinder i Alperne. For en østriger er det nok bare "another day at the office", men for en dansker, der synes, Himmelbjerget faktisk lever op til sit navn, er det fuldstændig mindblowing vildt det her!

Af og til må jeg blinke nogle gange for at forvisse mig om, at jeg rent faktisk er vågen og ikke drømmer - men hvilken drøm ville det i så fald ikke have været!

Dolomitterne er mindst lige så, undskyld klichéen, bjergtagende smukke. Særligt området omkring skisportsbyen Cortina d'Ampezzo vil indskrive sig i min hukommelse, som et af højdepunkterne (bogstaveligt talt!) på turen.


Østrig. Her er der tyroler-kitsch for alle pengene. Men smukt er det!

Bjerg(be)tagende. Er jeg vågen, eller drømmer jeg? 
Og så er der Italien til sidst... som faktisk levede op til mine fordomme: pizza über alles, klassisk arkitektur, cypresser, vinmarker og italienernes notorisk ringe engelskkundskaber. Hvad der kom en anelse bag på mig: de stærkt trafikerede veje stort set alle steder, specielt i takt med, at jeg nærmede mig Venedig.

Men det er Venedig, som tager det sidste stik hjem. En fuldstændig unik og mageløs by, som samtidig var en perfekt afslutning på turen. Med andre ord: kronen på værket. Og ja, der er alt for meget turist-lir i Gondolernes By, men det ville næsten være for oplagt at hidse sig op over dét!

Gondolernes By. Udsigt til Rialto-broen.

En cykeltur uden problemer i et eller andet omfang er en illusion. På et tidspunkt "går det galt", men ikke mere galt end at tingene for det meste løser sig selv. Der var da også flere ting som gik galt på denne tur, både i forhold til ruten, cyklen og et par dumme episoder, hvor det kun i sidste øjeblik lykkedes mig at finde et logi for natten. 

Turens største bommert er dog uden tvivl en episode på en campingplads i turens begyndelse, hvor jeg hovedløst glemte min taske med blandt andet pas, penge, kreditkort og kamera udenfor campingpladsens sanitetshus. Her fik tasken lov til at blomstrer i en halv time, før dens ejermand ved et tilfælde opdagede det! 

Mirakuløst stod tasken samme sted, som da jeg forlod den, med alt indholdet intakt! Sådan en episode slipper man kun ustraffet fra én gang!

På en campingplads i Heiligenblut. Det var ikke her, jeg hovedløst glemte min taske med pas, penge, kreditkort og kamera.

Jeg havde ikke problemer med cyklen undervejs bortset fra et kædebrud en enkelt gang. Jeg fik dog hurtigt lappet den med et kædesamleled, og alt var godt igen.

Man bliver klog af skade, siger man, og lidt klogere blev jeg da også på, hvor min smertegrænsen ligger i forhold til, hvor stor spidsbelastning min krop kan holde til, da jeg som en anden snegl med hus på ryggen cyklede op ad Grossglockner Hochalpenstrasse (Se tidligere indlæg). 

Havde jeg den viden og erfaring om denne frygtindgydende bjergvej, før jeg tog af sted, som jeg har nu, ville nok ikke, naiv som jeg var, begive ud på denne sadomasochistiske klatretur. Alle veje fører jo som bekendt til Rom (og mange af dem til Venedig!), så jeg ville uden problemer kunne finde et mere "humant alternativ" til dette monster af en vej.

Udsigt fra Grossglockner Hochalpenstrasse. Smeltevand fra bjergene søger ned mod dalen.

Nu hvor vi befinder os på fortrydelsernes holdeplads, vil jeg også i samme åndedræt fortryde et sidespring til "De Tre Tinder", som er tre forrevne bjergtinder, der, skulder ved skulder, står på et højt hævet bjergplateau i Dolomitterne (Lidt nord for Cortina d'Ampezzo). 

Naturreservatet, hvor de De Tre Tinder ligger, er specielt kræs for vandrere, og der var da også mange vandrere, da jeg som den eneste turcyklist befandt mig i dette naturskønne område. 

Turen derop går ad en snoet bjergvej med stigninger på 12, 13, 14.... og 18 %!, og til trods for jeg var godt hærdet efter manddomsprøven på Hochalpenstrasse, fik jeg ikke desto mindre kamp til stregen. Ja, den sidste kilometer op til passet måtte jeg stå af cyklen og skubbe den, simpelthen fordi det blev lidt for "spændende". 

Sigtbarheden ved passet var i øvrigt elendig (på grund af tåge), så jeg kunne knap nok ane De Tre Tinder gennem tågesløret, da jeg langt om længe (og udmattet!) nåede toppen...

Dolomitterne. På sneglefart op til "De Tre Tinder", hvor alt var indhyllet i et tågeslør.
Havde du en god tur, spørger du måske igen. JA! FANTASTISK! Og jeg ville til en enhver tid cykle turen igen med den nye viden og de erfaringer, jeg har med mig i bagagen fra en tur, hvor meget gik godt, og kun lidt gik galt.




mandag den 11. juni 2012

Regnvejr på en begivenhedsrig dag

4. juni: Calalzo -Vittorio Veneto (75 km)

Jeg tror, vejrguderne må have haft et horn i siden på mig, da denne dag målt i regnmængder minder om en syndflod fra Det Gamle Testamente. Det må næsten skyldes den hybris, jeg har gjort mig skyldig i, ved at der stort set ikke er faldet en eneste dråbe regn, siden jeg forlod fædrelandet 14 dage tidligere. Nu er det regnskabets time! Nemesis!

Dagen begynder ellers i det tørre hjørne, men fra cirka kl. 9.30 åbner himlens sluser sig, og det bliver de ved med ind til sidst på eftermiddagen, dvs. til cirka kl. 16.30. Med andre ord regner det uafbrudt i syv timer.

Da regnen sætter alle sejl ind kl. 9.30, befinder jeg mig på en campingplads ved søen Lago di Pieve di Cadore ved byen Calalzo. Teltet pakker jeg skyndsomt ned, vådt som et badeforhæng. Jeg forsirer mig med mit medbragte regntøj, og så er vejret ellers ikke en god undskyldning for ikke at tage af sted (Æv!).

Lago di Pieve di Cadore i regnvejr. Campingpladsen ligger ned til søen.

I forbindelse med, at mit korte ophold på campingpladsen skal afregnes, gør receptionisten på campingpladsen et helhjertet forsøg på at fortælle mig, hvilken vej jeg skal køre ad mod Venedig (Endelig en italiener, der kan tale bare lidt engelsk!). 

Han advarer mig blandt andet imod at følge hovedvejen i sydgående retning, da denne bliver ført igennem en række lange tunneler med så dårlig luft på grund af bilernes udstødning, at det godt kan gå hen at blive et helbredsproblem for cyklister... I stedet for skal jeg køre ad en cykelsti, forklarer den snakkeglade italiener, som vist nok kører parallelt med hovedvejen.

Den omtalte cykelsti finder jeg dog aldrig, og så er det ellers ud på hovedvejen med de dårligt ventilerede tunneler...

Jeg føler, at regnen bliver kraftigere og kraftigere for hver kilometer, jeg tilbagelægger. Og så er det relativt koldt, kun 15 grader. 

Samtidig begynder de frygtede tunneler at dukke op bag regnens gardiner. Den første tunnel er 1300 meter lang, fremgår det af et skilt ved tunnelens indgangsport. Samtidig er der et skilt, som advarer trafikanterne mod høj koncentration af kuldioxid i tunnelen. Meget betryggende! 

Jeg overlever turen gennem tunnelen, hvilket også gælder for de to efterfølgende tunneler, som er på henholdsvis 1100 og 1400 meter. Hver gang jeg forlader en tunnel, hoster jeg bevidst for at få udstødningsgasserne ud af organismen igen. Buon appetito! 

Fjerde tunnel er på 2400 meter! Jeg standser foran tunnelens indgang og overvejer mine odds for og imod, hvorvidt jeg vil overleve turen igennem en så lang tunnel. 

Jeg studerer kortet, som jeg navigerer efter og konstaterer, at der ligger en lille by ved en indfaldsvej lidt før tunnelen. Måske går der en vej sideløbende med hovedvejen og udenom bjerget, hvorigennem tunnelen skærer sig igennem? Min teori viser sig at holde stik! Snart befinder jeg mig på en mindre vej UDEN tunneler, hvor jeg kan trække vejret normalt igen. Hvor befriende!

Turen går videre sydpå, samtidig med, at jeg kan mærke, at regnvandet siver ind i det indre af mine cykelsko, til trods for at jeg har forskanset dem med 'vandtætte' skoovertræk.

Jeg har svært ved at absorbere de smukke landskaber, som glider forbi mig på grund af den ubønhørlige regns missilangreb mod min hovedbund. Hvor overvældende smukt og charmerende ville landskabet da ikke tage sig ud, hvis det IKKE regnede?

Som jeg bevæger mig sydpå ændrer landskabet sig gradvist fra Dolomitternes savtakkede tinder til Poslettens pizzaflade lavland.

Regnen lagde en kraftig dæmper på min lyst til at tage billeder. Her ét af de få billeder, jeg tog på denne regnfulde dag.

Allerede tidligt på dagens etape beslutter jeg mig for en kort dag i sadlen. Regnen har jo alligevel ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. Jeg bestemmer mig for at udse mig et hotel i byen Vittorio Veneto (cirka 80 km nord for Venedig), som skal blive mit værn mod regnen indtil næste dag, hvor vejrprognosen ifølge den venlige campingreceptionist lover solskin! 

Da jeg ankommer til Vittorio Veneto, er det er ikke helt nemt for mig at finde et hotel i netop min prisklasse, og i min søgen (og tankerne og øjnene et helt andet sted end på kørebanen) styrter jeg som en anden talentløs cirkusartist på min cykel, mens tre modne italienske herrer overværer optrinnet fra fortorvet. 

Heldigvis sker der hverken skade på mand eller materiel, udover lidt ømhed i den ene side af hoftepartiet og en slem forskrækkelse! Mit lille "stunt" viser sig dog ikke alene at skyldes uopmærksomhed fra undertegnedes side, men lige så meget en klodsagtig anordning på vejbanen, som skal holde cykelstien adskilt fra bilernes kørebane. I regnen var den blevet glat som en isblok, og så kan uheld jo nemt ske.

Om aftenen forlader jeg kortvarigt mit nyerhvervede hotelværelse (50 euro for én nat... 50 euro!!!) med det formål at finde et passende spisested, hvor jeg kan indtage dagens hovedmåltid. I Italien er det relativt let at ende på et pizzeria, og det gør jeg så også efter en anbefaling fra et sødt par, jeg møder på hovedgaden i byen (den mandlige halvdel er hollænder og har boet i Italien i 40 år).

 Regnvejr blev afløst af solskinsvejr i den smukke by Vittorio Veneto
Pizzamæt og hjemme på hotellet igen overværer jeg en sær forvrænget stemme på gangen, som fører hen til mit værelse. Stemmen kommer vist vist inde fra et værelse, men den er svær at lokalisere og er underlig diffus. Jeg opsnapper ordet 'bella', men hvad "meddelelsen" går ud på, har jeg ikke den fjerneste anelse om. 

Klangligt minder den om Gollums forpinte stemme i filmatiseringen af Ringenes Herre. Er hotellet mon hjemsøgt af Gollums hvileløse genfærd? Der er lidt David Lynch-stemning over hele setuppet med det rødvinsrøde hotel-interiør og den surreelle stemme bag døren. Var der nogen, der sagde Twin Peaks? 

Jeg står lidt og gransker situationen og overvejer, om der nu ikke alligevel er mere mellem himmel og jord. Man har jo hørt om spøgelseshoteller og den slags... Jeg slår det hen med en indre latter. Spøgelser!? Nej, de findes da ikke!

Næste dag sidder jeg i stuen, hvor morgenmaden bliver serveret. Jeg er den eneste i lokalet, indtil en ældre, undselig mand med spadserestok indfinder sig. Da han ser mig, hilser han med et 'buon giorno', og den Gollum-agtige stemme afslører sit ophav. 

Stemmes ejermand er således hverken et spøgelse, Gollums genfærd eller noget andet paranormalt, men en tilsyneladende helt tilforladelig og lettere anonym herre, der antageligvis har pådraget sig en skade eller sygdom på sit stemmebånd eller strubehoved.
         


Vittorio Veneto er malerisk, som kun italienske byer formår at være det.

søndag den 10. juni 2012

Et møde med en mur: Grossglockner Hochalpenstrasse

1. juni: Bruck-Heiligenblut (52 km)

Efter en på alle måder udmattende klatretur op ad den berygtede alpevej Grossglockner Hochalpenstrasse i Østrig vil Alpe d'Huez i min optik føles som en flad landevej i Vestjylland, når eller hvis jeg nogensinde begiver mig op ad dette herostratiske bjerg i Tour de France-sammenhæng.


Grossglockner Hochalpenstrasse er ærligt talt på ingen måder skræddersyet til turcykling i den vægtklasse, jeg dyrker (med en kilovægt på den anden side af 30 inkl. cyklens vægt), hvilket jeg ikke har gjort mig klart, inden jeg begiver mig ud på denne (ære)frygtindgydende bjergvej, som strækker sig nord-syd fra byerne Bruck an der Grossglocknerstrasse til Heiligenblut (Ifølge en legende opbevares en flaske med blodet fra ingen ringere end Jesus Kristus i en kirke i Heiligenblut - deraf navnet på byen. Det er tilmed en dansker, som er hovedbidragyder til legenden. Ja ja, så siger vi det... men følg linket nederst på siden, hvis du vil vide mere).

Begge byer fører op til passet Hochtor, der ligger 2500 m.o.h.. Eftersom jeg kommer fra nord, begynder jeg min snegle-tur op til passet i Bruck. De første 10 km er relativt uproblematiske, da vejen følger en floddal, hvilket betyder, at terrænet er overvejende fladt. Dernæst begynder landskabet at slå knuder, hvad der resulterer i stigninger og sving, som minder om båndsalat. Og sådan fortsætter det kilometer efter kilometer, mere præcist 25 af slagsen!!!

De første ca. 10 kilometer er lette uden stigninger af betydning...

...Derefter begynder landskabet at hæve sig...


...og slå knuder...

Der tegner sig hurtigt et mønster for min Sisyfos-ekspedition op til målet, med andre ord passet Hochtor. Mønstret består af korte udladninger af energi de første ca. 200 meter, hvorefter benene føles som en mellemting af gummi og bly, indtil jeg "rammer en mur" og må stoppe, forpustet og udmattet. Min gennemsnitshastighed ligger vel et sted omkring 7 km/t. En snegl på opium vil uden problemer kunne nå passet før mig!

Vejret på turen derop gør ikke ligefrem situationen gunstigere for mig. Det er klamt, fugtigt og i perioder regnfuldt, og jo højere jeg bevæger mig op i atmosfæren, desto koldere bliver det selvsagt, således at det vel ikke er mere end 5-8 grader ved passet, før den lange nedstigning til Heiligenblut.

I perioder er det regnfuldt og, som på billedet her, tåget.
Over trægrænsen ligger der sne - så sent som i maj/juni!
Undervejs møder jeg to fyre, som er i færd med at tilbagelægge turen på racercykler. Jeg lader dem forstå, at det er temmelig hårdt arbejde under de betingelser, jeg har pålagt mig selv. "You have too much on your bike", konstaterer den ene fyr på tyk alpe-tysk accent, som om denne indlysende kendsgerning ikke allerede er gået op for mig! 

Derefter beder de mig venligt om at forevige dem begge med et lille slankt lommekamera, som vejer en brøkdel af det spejlreflekskamera, jeg har slæbt på siden turens begyndelse i Danmark. "Enjoy your trip", siger den anden - er det ment sarkastisk? - inden de fortsætter deres tur op til passet, som var der tale om to græshopper på speed.

Det tager mig omtrent 5 timer at nå op til Hochtor, og glæden og lettelsen over at have nået passet med livet (og forstanden?) i behold er selvsagt stor. Dernæst bliver mine mange anstrengelser op til passet belønnet med en 15 km lang rutsjebanetur ned til Heiligenblut - jeg kunne vist godt trænge til lidt Jesu blod efter en sådan tur!    

Endelig når jeg passet! Jeg er ikke rørstrømsk på billedet, blot våd!

Derefter er det én stor karruseltur ned til Heiligenblut...
                    ...hvor en flaske med Jesu Kristi blod ifølge legenden er opbevaret i byens kirke...