lørdag den 16. januar 2016


København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 4, Sydpolen og Slovakiet

Storbysafari og bjergklatring. Fra Krakows turistmarked og Auschwitz' rædsler til kamp mod kæmper i Tatra. Snart farvel til Polen og goddag til Slovakiet!   




Krakow, et gadeteater af summende turister med skarpladte Canon-kanoner og glubske blikke. Jeg flakker rundt i byen et par dage, mens mine tanker forskandser sig bag to lige store og rivaliserende ringborge; den ene siger Budapest. Den anden Rumænien. Sjældent har jeg været så meget i tvivl i en fremmed by. Tvivlen går blandt andet på det penikulære: Har jeg nu nok penge til at fortsætte turen? Og ok, Rumænien, men hvor mere præcist? Bukarest? Indrømmet, jeg er ikke typen, der vælger den nemmeste vej ned til bageren – omveje har en magnetisk virkning på mig. Jeg foretrækker de små, krøllede sideveje – det er her eventyret venter og kontrasterne er størst.

Når jeg tænker sådan, giver valget egentlig sig selv; Budapest kan lidt sammenlignes med den slagne vej ned til bageren, hvorimod Rumænien er den lange omvej; ned til vandet først og et smut forbi kirkegården. Sidstnævnte hænger også sammen med, at jeg efterhånden har fået så meget selvtillid, når det kommer til min fysiske forms formåen, at jeg godt kan se mig selv i Karpaterne med mælkesyre i benene og stigningsprocenter på tolv. Med andre ord: Jeg er slet ikke færdig endnu! Og pengene? Jeg har hørt, at pengene rækker langt i Rumænien, så det går nok!


Den centrale plads i Krakow, Rynek Glowny


Gadestemning, Krakow


Fra min base i Krakow – et enmandsværelse på et hostel tæt på den historiske bymidte – begiver jeg mig ud på lange fodture i nærområdet. Officielt holder jeg 'hviledage', men jeg iler mere, end jeg hviler, for Krakow er en spændende by. Den sidste dag i byen tager jeg på udflugt til Auschwitz-Birkenau-museet, der ligger cirka 60 km vest for Krakow. Fordi jeg har glemt at melde min ankomst via en formular på museets hjemmeside i god tid – alle besøgende skal melde deres ankomst via denne formular – kan jeg kun få en besøgstid, der ligger på et ”skævt” tidspunkt, dvs. sidst på eftermiddagen. Det betyder, at jeg kun får cirka tre timer i pigtrådsbyen. Hvilket er alt for lidt, når man tænker på KZ-lejrens enorme udstrækning og på, hvor vidtgående konsekvenser Auschwitz har haft på europæisk tænkning og politik i de sidste 70 år.

De tre timer viser sig at være nok og samtidig alt for lidt. Jeg vandrer alene fra blok til blok i den førstopførte lejr – Auschwitz I – der i begyndelsen først og fremmest var beregnet som arbejdslejr for krigsfanger og derfor ikke ”kun” et perverst samlebånd for udryddelsen af Europas jøder. Det er nok ikke klogt at besøge museet på egen hånd; jeg mangler dialogen med et andet menneske på min vej gennem limbo. Sært nok føler jeg ikke trang til på noget tidspunkt at fælde en tåre. Afstumpethed? Måske er omfanget og arten af alle de grufulde gerninger simpelthen for uvirkeligt til, at ét menneske kan rumme smerten? Måske er tårekanalerne allerede tørlagt som resultat af de mange tv-udsendelser om holocaust, jeg har set i tidens løb? Da aftenskumringen er gået ind i sin sidste fase – det er tæt på at være helt mørkt – venter jeg på bussen, der skal fragte mig tilbage til Krakow. I ventetiden køber jeg en alt for dyr kildevand i museumscaféen, dels for at marinere mit svælg, og dels fordi jeg mangler nogle mønter til toilettet i kælderen. Auschwitz er også business. Til gengæld kom jeg gratis ind og slap ud med livet i behold.


Den herostratisk berømte indgang til Auschwitz
Auschwitz II, også kendt som Auschwitz-Birkenau


Dagen er oprundet, hvor jeg forlader Krakow. Inden jeg lægger byen bag mig helt, slår jeg et smut forbi Schindlers fabrik. Jeg har ikke set Spielbergs film i noget der føles som en halv menneskealder, så jeg kan simpelthen ikke vurdere, om filmens kulisser svarer til virkelighedens. Bygningen er lidt funkisagtig, men der er ikke rigtigt noget at se udover fotoportrætter af nogle af Schindlers jøder udstillet i vinduerne ud til gaden. I dag er fabrikken et museum, men vejene ud af byen lokker med bilernes sirenesang, så jeg beslutter ret hurtigt at hoppe i sadlen igen.

Det begynder at regne, da jeg befinder mig i byen Wieliczka, lidt sydøst for Krakow. Byen er berømt for sin saltmine, der går tilbage til 1200-tallet. Selvfølgelig er der gået masseturisme i skidtet, og folk velfarter til for blandt andet at gå ad de underjordiske gange. Ifølge Wikipedia skulle en helt katedral være skåret ud af saltsten! Nå, jeg er sulten og spiser frokost i en park. Snart drypper det med vand fra oven på mine tunmadder – jeg kunne godt have brugt lidt salt i stedet! Jeg søger læ under en overdækket søjleindgang ind til en offentlig bygning. Står og har en indre monolog i ti minutter: Regntøj eller ikke regntøj, det er spørgsmålet! Regnen insisterer i både omfang og længde, så svaret giver sig selv.


Oskar Schindlers fabrik

Regnvejr i Tatra

Snart snegler jeg mig op af et mindre bjerg for at slippe ud af byen. Stigningsprocenterne er ved at eskalere her tæt på Slovakiet, og landskabet krummer mere og mere ryg i takt med, at jeg bevæger mig sydpå. Det er virkelig hårdt slid i sadlen i dag, men belønningen i form af våde, skovklædte bjerge kompenserer for anstrengelserne. Jeg vil ikke bytte. Regnen løjer stille af, og det er ved at være tid, hvor teltet skal luftes for natten. Det viser sig at være mere krævende end først antaget. Nogle af de bedste og sværeste steder at slå telt op er i bjergområder. Bedste, fordi beliggenheden tit og ofte er fantastisk. Sværeste, fordi det selvsagt er en udfordring at finde et nogenlunde plant og jævnt underlag i et område, hvor vertikaliteten dominerer. Læg dertil, at denne bjergegn er tæt bebygget. Da det næsten er helt mørkt, tager jeg en resolut beslutning om at rejse teltet mindre end et grankoglekast fra vejen. Jeg kan se lygterne fra bilerne panorere over teltdugen, når jeg opholder mig i suiten og høre lastbilerne, som var de foruroligende tæt på at kollidere med mit kære hjem. Natten forløber relativt fredeligt, dog uden megen søvn.

Om morgenen næste dag får jeg et chok, da en ældre mand med hat og stok lunter forbi mit telt. Der er mindre end 30 meter imellem os! Tilsyneladende opdager han ingenting, for han bevæger sig en retning væk fra teltet og får derfor ikke øje på danskeren, hvis ansigtskulør har ændret sig en smule til den blege side. Da han er tonet helt ud af en lille, genert skovsti – nok hans vandrerute hver morgenstund – skynder jeg mig at pakke sammen i en ruf. Først ud og derefter hjem af samme rute, så han er nok tilbage om en halv times tid, tænker jeg, mens jeg kyler skiftetøj, sovepose og toiletsager ned i taskerne uden tanke på systematik og æstetik. Og rigtigt nok; cirka en halv time efter, mens jeg står på vejen og klikker taskerne fast på cyklen og er klar til at skibe ud, træder han ud af budskadset, præcist samme sted som han gik ind. Jeg skammer mig lidt og tør ikke rigtigt at få øjenkontakt med ham.


Bjerge og floder. Jeg elsker det!
Break fra bjergene

Jeg nærmer mig hastigt Slovakiet. Af alle områderne, jeg har krydset på min vej ned gennem Polen, står dette tættest på mit kevlarhjerte. Bjerge bagt i gavmild solskin og brede floder svømmende synkront med asfaltslangen. Manden fra lavlandet er svært tilfreds. Det er varmt, nok 30 i skyggen. Jeg mangler et kort over næste land i rækken, så jeg indleder en klapjagt på papirbæstet i sidste by inden grænsen (Kruscienko nad Dunajcem). 18 danske kroner må jeg slippe - skandaløst! Jeg er nærmest desperat efter at brænde de sidste zloty af, inden de forvandles til matadorpenge i Slovakiet, så hvad vil være mere naturligt end at formøble hele sin formue på... pizza! Med rester af pizza i mundvigene fortsætter jeg min stålsatte kurs mod grænsen. Der er ikke vanvittigt meget skiltning, der peger mod nabolandet – cikane på polsk? - og min navigation befinder sig derfor flere gange på gyngende grund. Men endelig sker det! Slovakiet!

Det er sjovt og mærkeligt at krydse grænser; sproget og byggestilen ændrer karakter, måske kun en accentforskydning, ja, så lille er forskellen nogle gange, at man har svært ved at præcisere hvad, der er anderledes. Jeg lægger hurtigt mærke til at kontrasterne er større i Slovakiet, ikke mindst mellem rig og fattig, som kommer til udtryk i byggemassen, som går fra nydeligt velholdte murmestervillaer til decideret slumbebyggelse bestående af planker, plast og blik, der er banket sammen til en uskøn kollage. Snart cykler jeg igennem en by, hvor der står en mindre flok mennesker med mørklødet ansigter. Syriske flygtninge? Nej, romaer. Jeg kender ikke tallet for, hvor stor romabefolkningen er i Slovakiet, men hver by – det er mit indtryk - har sit kvarter, hvor dette forkætrede nomadefolk henslæber en tilværelse i samfundets periferi. Kvinderne er tit klædt i farverige gevandter, børnene i beskidte og slidte bukser og T-shirts. Mon tøjet nogensinde har set det inderste af en vaskemaskine? Det er mit indtryk, at en stor del af disse børn er udsat for misrøgt. En dansk socialrådgiver ville straks slå alarm. Her, i Slovakiet, er socialpolitik vel kun for de rige.

Slovakiet!


Romaslum


Dag 2 i Slovakiet. Jeg sidder og spiser morgenmad på en bænk i byen Kezmarok. Snart sætter der sig en fyr – han ligner en roma - på nabobænken til højre. Han begynder at tale til mig. Mit slovakiske er stadig ikke perfekt efter kun et halvt døgn i landet, så jeg spørger ham venligt, om han ikke kan slå over i engelsk, til nød tysk. Sprogproblematikken synes ikke at optage ham synderligt, for han fortsætter på slovakisk, som om intet var hændt. Han spørger mig tilsyneladende om et eller andet. Penge? Jeg bemærker en ølflaske, som står på hans bænk. Situationen begynder at blive en anelse anspændt, ikke mindst fordi mandens øjne virker kolde og insisterende, lidt hen af Javier Bardem i No Country For Old Men. Til sidst vælger jeg at hæve mødet med mit første slovakiske bekendtskab, pakker maden sammen og triller væk.

Jeg finder snart et supermarked i Kezmarok. Mens jeg forsyner mig i lampeskæret fra kølediskene, fornemmer jeg en krybende angst, en angst som alle turcyklister mærker før eller siden: Angsten for at en fingersnild person render med ens ejendele, taskerne eller – det ultimative mareridt – cyklen. Mødet med Javier Bardems fætter kort forinden lægger ikke ligefrem en dæmper på stresshormonerne.

Puha, cyklen står der endnu! Således lettet cykler jeg lidt rundt i byens indre på udkig efter et passende sted at fortsætte den afbrudte morgenbanket. Jeg finder endelig en lille park, hvor jeg kan sidde lidt diskret og fouragere med mine madder. Snart sætter der sig en ældre kvinde på bænken til venstre for mig. Omkring hende kigger to små drenge, nok børnebørnene. Hun siger ikke noget i et stykke tid, men kan alligevel ikke dy sig, da Hr. Nysgerrighed vist er ved at flække hende fra isse til tå. ”Sig mig, unge mand, hvor kommer De fra, og hvor er De på vej hen?”, spørger hun sikkert (Det spørger gamle damer altid om!). Jeg peger og gestikulerer og prøver mig frem med 'Danimarca'. Da det går op for hende, at jeg har cyklet helt fra Danmark til den bænk, hun sidder på, begynder hun at le og ligner en, der næsten ikke kan tro det. Helt fra Danmark!? Nej, hvor sjovt! På vej ud af byen kan jeg konstatere, at slovakker er, som folk er flest: Meget forskellige.


Bjerg by night. Slovakiet


Bjerg by day. Slovakiet
Lidl, en by i Slovakiet. Kezmarok