København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 7, Ungarn & Rumænien

Kronikøren er tæt på at smelte helt væk på den ungarske slette. Hedebølgen skyller ham helt til Rumænien, der mest af alt minder om en drøm.

Man siger, at asfalten smelter, når temperaturen når et vist punkt. Jeg hverken mærker eller ser tendenser i den retning, men at det er kogende varmt heroppe i det nordøstlige hjørne af Ungarn, behøver man vist ikke en klimatolog for at konstatere. Netop denne sommer har en dyne af varme lagt den centrale og østlige del af Europa ned med temperaturer langt over 30 grader, og jeg mærker nu på egen krop, at rygterne taler sandt; sveden forgrener sig i flodsystemer fra issen og panden ned i øjnene, der misser af ubehag, når den salte væske rammer iris.

Jeg køber forsyninger i et supermarked – Lidl – og bænker min efterhånden hårdt prøvede enderegion på den anden siden af vejen. På denne tid af døgnet – tidlig formiddag – er varmen stadig diplomatisk anlagt. Freden sænker sig, mens jeg langsomt rebooter kroppens energidepoter, der forhåbentligt sender mig ud af Sátoraljaújhely og et godt stykke videre ud over de ungarske stepper. På bænken mærker jeg et voksende velbefindende, hver gang jeg tager en bid af morgenbrødet. Jeg mærker også, at aftenens sociale oplevelser bidrager positivt til kroppens restitution. Igen og igen viser undersøgelser, at menneskelig kontakt, herunder berøring, er sundt, ja ligefrem en forudsætning for den psykiske og fysiske velfærd. Mange tak, Tünde! Eller köszönöm, som det hedder på de her kanter. 

Himlen har valgt kun at bruge spanden med den blå maling i dag. Jeg kigger mig over skulderen, da jeg er nået et godt stykke ud af byen (med det lange navn), hvor de opdyrkede hektarer begynder at dominere synsfeltet. I forgrunden står solsikker opmarcheret i den ubønhørlige hede, nedbøjet, som var de solens underdanige slavehær. Jeg står af cyklen og finder kameraet frem. I baggrunden slår Tatra et sidste formiddagsdovent dvask med halen. Motiv indrammet. Knips.

Hvad skal man mene om landskabet i Ungarn? Fladt mestendels med snorlige veje. Sultent fejer blikket henover horisonten og vejen længere fremme, men bliver ofte skuffet af den herskende monotoni. I hvert fald heroppe i landets øverste højre hjørne, der ligger i søndagstursafstand til både Slovakiet, Ukraine og Rumænien. Trafikken er temmelig sparsom på de brankede landeveje. Måske har folk i området valgt skyggen på terrassen derhjemme, frem for at søge ind til den nærmeste større by for at smelte blandt alle de andre lørdagshandlende. Jeg patter løs på cykelflaskerne, så vandspejlet i dem synker med foruroligende hast. Igen, en mark med solsikker, men denne gang af den solsvedne slags. 'Solsvedne' er en underdrivelse – de er simpelthen grillet til ukendelighed af solens kvælertag og ligner forkullede skamstøtter over den globale opvarmning.

Tørstegte solsikker. Ungarn

Mange af de landsbyer, jeg cyklede igennem, havde én eller flere af disse blå vandposter. Tilsyneladende var mange af dem ikke i brug. Ungarn

Jeg passerer en siesta-ramt landsby i ny og næ. Eller, ravnekroge er måske en mere dækkende betegnelse. Nogle huse ser temmelig kondemneringsmodne ud – afpillede tagkonstruktioner og retangulære huller i murværket, hvor der engang har siddet vinduer - som havde en krig huseret for år tilbage, uden at nogen efterfølgende har haft penge og resurser til at udbedre skaderne. Er det her Udkants-EU?

Når det er så varmt, som det er tilfældet, begynder man at fantasere om alskens drikkevarer på køl i supermarkeder. Der kører en reklameblok non-stop med læskende kolde drikke for mit indre blik. Endelig en købmand! Imens jeg forsøger at finde en halvandenlitersflaske med kildevand, nyder jeg lokalets mere menneskelige temperaturer mod min svedige og solcreme-beskyttede hud. Fem minutter efter sidder jeg udenfor butikken og genfinder kroppens væskebalance. Lidt vand i ansigtet og lidt snacks til maven. Afsted igen!

Kondemneringsmodent hus. Dette er et worst case-eksempel. Ungarn

Villa, vovse og Lada. Ungarn

Jeg må være ærlig – underholdningsværdien er langt fra helt i top, de to hele dage, jeg ender med at opholde mig i dette altovervejende lavland. Det sagt er ungarsk – altså sproget – en vedvarende kilde til spontane smil på læben, især de i danske øjne lange og gebrækkelige bynavne, der flotter sig med flere på hinanden følgende konsonanter og en håndfuld stavelser. Og tit synes de lange bynavne at være omvendt proportional med byernes størrelse. Selvværdet i de små ungarske landsbysamfund fejler vist ingenting.

Da jeg når en lidt større by, Kisvárda, ud på eftermiddagen, sætter jeg alle sejl ind på at finde et kort, der dækker resten af min færden mod den ungarsk-rumænske grænse, og gerne et godt stykke ind i det næste land på turen. Kortet, jeg har kørt med siden Slovakiet, rækker kun til og med denne by! Jeg cykler ind i centrum af byen, slår mig ned på en bænk på hovedstrøget, slapper af en stund, og får lidt fast føde til den videre tur. Mindre end tredive meter fra mig står en brud og brudgom med et mindre følge af venner og familie foran en bygning, nok byens rådhus. Stemningen er afslappet. Ingen ris og konfetti. De går ind. Jeg bliver nok aldrig gift med andet end min cykel.

Sza-bol-csver...

Næste dag vågner jeg i en skov. Jeg er ikke vågnet af mig selv. Der er menneskestemmer ikke langt fra mit telt, men jeg har svært ved at vurdere, hvor tæt de er på, hvor mange de er, og om de nærmer sig eller bevæger sig væk. Det er dem, som har vækket mig. Klokken er omkring halv syv. Stemmerne akkompagneres af en tør lyd, som når to træstykker bliver slået mod hinanden. Klap, klap, klap. Hvem er det? Jægere på klapjagt? Jeg går i panik, fumler med briller og kontaktlinser, som jeg skyndsomt få prikket ind på højre og venstre øjeæble. Febrilsk pakker jeg taskerne, men stopper med mellemrum i et sekund og stiller skarpt på stemmerne. Klap klap klap. Jeg stikker hovedet ud af teltdøren – der er intet at se. Pludselig kan jeg ane en skikkelse bag en mindre jordvold og noget krat omtrent hundrede meter fra mit telt. Det er en kvinde. Ikke langt fra kvinden står en mand. De kan vist ikke se den paniske dansker, og det er vist kun dem. Tilsyneladende står de og sorterer tømmer – en tidlig søndag morgen! - og hver gang et stykke træ rammer et andet, siger det naturligt nok 'klap'.

Disse blommer kunne man plukke langs landvejene i Ungarn. Da jeg stort ingen forints havde tilbage min sidste dag i landet, faldt de på et tørt sted (i min mave) 

På et tidspunkt skulle jeg krydse en flod. Den eneste mulighed for at passere floden var med denne kabelfærge. Medmindre jeg ville køre en længere omvej. Desværre havde jeg ikke nok forints til turen over, men den flinke "færge-cowboy" forbarmede sig heldigvis over mig! Ungarn

Den sidste dag i Ungarn er om muligt endnu varmere end dagen før. Desværre har jeg ikke taget et termometer med på turen, så det bliver kun til vilde gæt i varmen: 30? 32? 35? Nej, 42! Jeg tror knap mine egne ører, da hotelreceptionisten i Satu Mare oplyser mig om den reelle temperatur i området. Jeg har netop indlogeret mig på et centralt beliggende hotel i byen. Satu Mare ligger i Rumænien, mindre end tyve kilometer fra Ungarn, og turen ind til byens centrum byder på luftspejlinger og tanker om varmetilpasning: 1) Brug ikke alt for meget energi 2) Sørg for at drikke rigeligt med vand hvert 10-15 minut.

Til min overraskelse beder en politibetjent mig om at se mit pas ved grænseovergangen, allermest som jeg tror, at Schengen har afskaffet denne anakronisme for flere år siden. ”It doesn't look like you”, konstaterer han med henvisning til den unge mand, som er portrætteret i mit pas. Jeg får dog lov til at slippe ind i det forjættede land alligevel, og laver en post-it i min hjerne om, at det nok er en god ide at få fornyet passet, når jeg engang er kommet hjem igen. Senere finder jeg ud af, at Rumænien ikke er med i Schengen.

Ved grænseovergangen mellem Ungarn og Rumænien var jeg både tørstig og stolt. Nok mest tørstig.

Om aftenen går jeg rundt på og i nærheden af den centrale plads i Satu Mare med en nærmest helt surrealistisk følelse af, at jeg ved egen benkraft er nået helt til Rumænien. Jeg får lidt mad på en restaurant og køber lidt mad og snacks i en kiosk. Temperaturen er dalet en smule, og det føles næsten behageligt nu. Jeg er dødtræt og kan kun fokusere på helt jordnære ting i bunden af Maslows behovspyramide. Jeg går tilbage til hotellet, siger godnat til portieren og lister op ad trapperne til min lille airconditionerede suite. Derefter går der ikke lang tid, før jeg falder i søvn.

Efter morgenmad og udtjekning fra hotellet næste dag sætter jeg mig ned i den lille park midt på byens centrale plads. Jeg studerer kortet over Rumænien og tegner en rute ud af Satu Mare på min gps. Kort forinden, da jeg tjekker ud, viser det sig, at jeg ikke har mulighed for at rulle min cykel med taskerne ud ad døren, der fører ind til det depot, hvor mit ét og alt har stået sikkert natten over. Begrundelse: Der står kasser og andet, der spærrer for vejen, hvilket betyder, at jeg er nødt til at bugsere cyklen ud først, derefter taskerne af et par omgange. Besværet er til at overse, men en ansat på hotellet undskylder flere gange med en beklagelig mine for noget, der i mine øjne dybest set er ligegyldigt. Jeg forvisser den brødbetyngede mand om, at det er helt 'okay'. Oplevelsen sætter nogle tanker i gang hos mig. Måske sidder tiden med Nicolae Ceausescu (1965-89) stadig som en kronisk refleks hos den del af rumænerne, for hvem årene med den megalomane tyran stadig står lysende klart i erindringen. En gang slave, altid slave, som man siger.

Det er helt fantastisk! Jeg befinder mig midt i en drøm, og drømmen hedder Rumænien! Satu Mare fortoner sig i horisonten, mens jeg bevæger mig længere og længere ind i landet. Regionen, jeg kører igennem, hedder Maramures, der blandt andet er kendt for sine gamle trækirker. På begge sider af vejen står rækker af huse med strømførende kabler dinglende i luften fra pæl til pæl langs den snorlige landevej. Det synes at være reglen mere end undtagelsen, at hvert hus er forskanset bag en port eller låge inden for hvilken, der er bundet vindrueklaser op på en to-meter hævet og vandret espalier. Dertil står der ofte en overdækket brønd med et kegleformet tag på husets grund. Det er som om, alting har fået et mere sydligt og utæmmet præg, efter jeg forlod Ungarn og kørte ind i Rumænien. Der strejfer hunde rundt på må og få i gadebilledet – Rumænien classic – og heste spændt for høvogne i rustikt træ passerer fra tid til anden forbi akkompagneret af et nik eller et råb fra en vejrbidt kusk. Til forskel fra Ungarn bliver Rumænien aldrig for alvor kedelig – der er altid noget at more eller undre sig over!

Bevæger man sig ud på landet i Rumænien, møder man tit og ofte dette syn.

Brønd med tophue. Rumænien

Et forsøg på at pimpe villaen op med lidt middelalderromantik?

Vindrueklaser på espalier. Rumænien